Gæsteindlæg: For 12 år siden…

Seje Sonja har indvilliget i at dele sin hyperemesis-historie med mig, og jer der læser med her på bloggen.
Det er hårde sager, så er I advaret. Men hendes fortælling er vigtig – Hyperemesis Gravidarum er ikke for sjov…

 

For 12 år siden…

 

For 12 år siden var jeg gravid…

For 12 år siden var jeg mere ulykkelig end jeg nogen sinde havde prøvet før…

For 12 år siden blev hele min verden væltet…

For 12 år siden tvivlede jeg for første gang på mit ønske til at leve…

For 12 år siden blev Hyperemesis Gravidarum en stor del af min livsfortælling…

Hyperemesis Gravidarum… min tro følgesvend i 7 måneder… de 7 måneder jeg var gravid.

De første mange gange jeg fortalte folk om min graviditet, havde jeg det mest af alt som om, at jeg beskrev en film, jeg havde set. Det var som om det ikke var mig, det handlede om. Det var som om det ikke var muligt, at det var min historie; min fortælling om hvordan jeg var blevet mor.

Hun var et ønskebarn. Graviditeten var planlagt og på alle måder ønsket. Jeg var i gang med at færdiggøre min uddannelse, og det passede perfekt, at vi skulle have os en lille baby.

Jeg smed p-pillerne og ganske kort tid efter begyndte kvalmen… inden jeg overhovedet havde fået min første mestruation. Jeg var simpelthen blevet gravid på første ægløsning.

Kvalmen var altoverskyggende, opkastningerne var mange, og jeg havde svært ved at overskue selv de helt små ting.

Jeg var ikke til stede da alle mine medstuderende fik deres beviser og jeg var ikke med til den store dimissionsfest. Jeg nåede at forsvare mit bachelorprojekt… det var sidste gang, jeg var på min skole.

Jeg var blevet indlagt … og det blev jeg så ved med at være helt frem til hun blev født, ved planlagt kejsersnit i uge 32.

Jeg kastede alt op, ALT. Jeg kastede sort galde op af bare af at synke mit eget spyt. Jeg spyttede i brækposer eller i de der papskåle, der lugter forfærdeligt af råd.

Der er så mange ting, jeg har glemt.

Jeg kan ikke huske: hvor mange sonder, de forsøgte at lægge, som jeg efter ganske kort tid kastede op igen.

Jeg kan ikke huske: hvor mange liter væske, jeg har fået gennem mine over 30 venflons.

Jeg kan ikke huske: hvor mange gange jeg besvimede af udmattelse.

Jeg kan ikke huske: hvor mange gange personalet trykkede på deres alarmknapper, fordi de ikke kunne finde min puls.

Jeg kan ikke huske: hvor mange timer jeg har brugt i en handicap-badestol under bruseren på et hospitalsbadeværelse.

Jeg kan ikke huske: hvor mange gange jeg ønskede at forsvinde ud med badevandet.

Jeg kan ikke huske: hvor mange timer jeg har brugt på at prøve at sove mit liv væk.

Jeg kan ikke huske: hvor mange timer jeg har brugt på at rokke stille og roligt frem og tilbage i min hospitalsseng, som et understimuleret børnehjemsbarm med tomme øjne.

Jeg kan ikke huske: hvor mange gange jeg har grædt over angsten for ikke at elske mit barn, når hun kom ud.

Jeg kan ikke huske: hvor mange gange jeg græd efter min mor, som et lille barn der faldet på cykel.

Jeg kan ikke huske: hvor mange gange jeg skældte min fuldstændig vidunderlige mand ud, fordi han havde gjort mig gravid.

Jeg kan ikke huske: hvor mange forskellige slags kvalmestillende medicin jeg fik, men jeg ved det var meget.

Jeg kan ikke huske: hvor mange behandlinger med steroider jeg fik, men jeg ved det var mange.

Jeg kan ikke huske: hvor langt jeg var henne da de prøvede at klipse en sonde fast i mavesækken, som også røg op igen.

Jeg kan ikke huske: hvor langt jeg var henne dag de lagde et cvk i min hals, så man var sikker på, at jeg fik noget næring.

 

Jeg husker som var det i går, den dag obstetrikeren kom ind på min stue og fortalte at de ville tage hende ud den efterfølgende mandag.

Jeg vejede på det tidspunkt ca. 40 kg med en bmi på 13 og var på ingen måde klar til at føde mit eget barn. Jeg blev så lettet og lykkelig over, at jeg kunne se enden på mit mareridt.

For 12 år siden…

For 12 år siden kom vore lille pige til verden ved planlagt kejsersnit, fordi lægerne var bange for hendes og min overlevelse…

Socialrådgiverne på hospitalet hjalp os så min mand kunne få den fulde barsel. Jeg blev erklæret invalid og startede til genoptræning, diætist, psykolog og fik konstateret PTSD. Vores datter var omkring 8 måneder, da jeg blev raskmeldt og min mand startede på arbejde igen.

Der havde jeg, i løbet af et år, været indlagt på 3 forskellige hospitaler, på i alt 6 forskellige afdelinger.

I løbet af det år havde jeg mødt de mest vidunderlige sygeplejersker, jordemødre, læger, obstetrikere, sosu’er, og mange mange flere.

De har reddet mit liv, og har gjort at jeg er kommet hel om på den anden side af det her.

De har reddet min datters liv og jeg er dem evig taknemmelig!

For 12 år siden kom vores lille elskede pige til verden og vores liv var forandret for altid… og jeg kan huske, hvor bange jeg var for, at hun havde taget skade af hendes tid i maven, medicinen og hendes for tidlige fødsel.

Hun blev 12 i november… Hun ER et ønske barn!

Hun er fantastisk, dejlig, smuk, omsorgsfuld, klog, særlig, morsom, kvik, følsom og ikke mindst en fighter. Hun er alt hvad jeg nogensinde har drømt om. Hun er en fantastisk datter, en vidunderlig storesøster og på alle måder, ligesom hendes lillesøster, en undværlig del af vores lille familie!

 

Hun er det hele værd!!