Gravid = lykke? Ulykke! (update og gæsteindlæg)

Tiden går, klokken slår og der har pludselig været stille herinde i lidt tid. Ikke fordi jeg ikke har masser af indlæg i mit hoved, men de er bare ikke kommet videre ned i tastaturet… De kommer snart tror jeg 😉

Siden jeg skrev mit indlæg om, hvordan tågen (min HG) var lettet, har jeg haft en god periode, hvor jeg har balanceret ret godt imellem hvile og aktivitet (dog stadig på fuld dosis kvalmemedicin). Det er faktisk gået så godt, at jeg blev lidt overmodig og meldte mig på banen til at aflevere de to eksamener, som jeg gik glip af i starten af året. Den ene er lille og skal laves på fem dage i juni – den er jeg ikke så bange for. Den anden er en større forskningsopgave, der normalt kræver en stor del forberedelse ift teori og skrivetid. Den troede jeg også lå i juni, men for to uger siden fandt jeg ud af, at den skulle afleveres allerede i dag – for ni dage siden havde jeg vejledning ved underviser og fik godkendt mit undersøgelsesfelt, og så har jeg ellers knoklet for at prøve at nå det. MEN så fik jeg da en reminder på, hvorfor jeg har været sygemeldt! HG’en kom buldrende op til overfladen igen, og kvalme og opkast kom tilbage – i går måtte jeg kapitulere, og råbe hjælp til min studievejleder, der heldigvis reagerede med det samme. I dag har jeg været en tur forbi min læge, der kiggede venligt,men strengt, på mig og skrev en lægeerklæring, der anbefalede 2-4 ugers udsættelse af afleveringsfristen, hvorefter hun påpegede, at det næppe er jordens undergang, hvis jeg først får lavet den eksamen EFTER barsel. Lidt samme budskab kom fra min mor igår… Det er jo også rigtig nok – jeg er bare halvvejs med opgaven nu, så jeg vil rigtig gerne forsøge at nå i mål med den inden barsel, så nu har jeg søgt dispensation om udsættelse af afleveringsfristen, og så må vi se hvad AUs studienævn vender tilbage med…

Konklusion: Hyperemesis er (stadig) en kælling..!

En sej kvinde, der kan tale med om det statement, er Kristine Gormsen Wive. Hun er det, jeg vil kalde HG-survivor, og så var hun initiativtager til at danne facebookgruppen “Hyperemesis Danmark”, hvor HG-ramte kvinder kan dele alle de tanker, frustrationer og følelser, som kan være svære for omverdenen at forstå. Sidder du selv som gravid og tænker, at du måske lider af Hyperemesis Gravidarum, eller kender du en – så søg ind i den gruppe. Den er virkelig guld værd! <3 #YouAreNotAlone

Kristina er gået med til at dele sin historie med mig og jer, så nu overlader jeg ordet til hende – tag godt imod hende:

Graviditet = lykke? Ulykke!

Jeg tænker tilbage på en samtale jeg havde med min veninde, da jeg var en ung teenager. Samtalen handlede om unge mødre, hvilket vi var enige om aldrig skulle være os. Vi snakkede dog også om, at min store drøm var at få en masse børn, for var der noget jeg glædede mig til, så var det det. Det har altid stået i kortene, at jeg skulle være mor.

Derfor var det også en kæmpe glæde, da jeg d. 5. december 2013 stod med en positiv test. Jeg skulle være mor. Få uger efter kom forklaringen så på, hvorfor jeg endnu ikke har udvidet børneflokken (på trods af mange velmenende, dog sårende, kommentarer om at vi burde). Hyperemesis Gravidarum, et ord som jeg efterhånden har sagt mange gange, blev min stopklods. Jeg lagde ud med døgnkvalme, men endte med opkast 30-40 gange dagligt og flere indlæggelser rigere.

Juleaften annoncerede jeg graviditeten, da jeg ikke længere kunne forklare det med maveinfluenza. Inden da havde jeg været ved lægen, som havde givet mig kvalmestillende medicin. Medicin som jeg ikke kunne indtage, da jeg kastede det op. Imellem jul og nytår 2013 tog jeg til læge. Kvalmen blev værre, og medicinen kunne jeg ikke få ned. Selv en teske fuld vand kom retur. Jeg havde prøvet alle gode husmoderråd (dem er der også mange af). Lægen sendte mig hjem med besked om, at jeg altså SKULLE tage medicinen, og at jeg SKULLE drikke væske. Herfra gik det stærkt. Da jeg kom hjem fra lægen, brød jeg sammen, og min mand kontaktede lægen. Lægen overgav sig og sendte mig på hospitalet. Jeg blev straks koblet til væskedrop og fik samtidig skæld ud fra jordemoderen, da jeg var voldsomt dehydreret og altså skulle være kommet meget før. Her hørte jeg første gang ordet: Hyperemesis Gravidarum.  Det var ikke ”bare” graviditetskvalme. Efterfølgende var jeg på hospitalet 3-5 gange i ugen for at få væske. Det hjalp kun lidt, så jeg fik også medikamentet Zofran. Zofran kom som sendt fra himlen. Nu stoppede de mange opkastninger, men kvalmen var stadig frygtelig. Nogle uger efter begyndte jeg igen at blive dårlig. En aften, under VM i håndbold, bliver jeg indlagt akut på Sønderborg Sygehus, da jeg pludselig fik voldsom hovedpine, synsforstyrrelser, høreforstyrrelser og generelt var meget dårlig. Her tog de zofran fra mig, men måtte give mig den igen nogle dage efter, da jeg efter et døgn fik voldsomme opkastninger. Det var pest eller kolera. Jeg blev udskrevet uden en løsning og uden bedring.

Der skulle gå endnu nogle uger før jeg blev taget alvorlig. På Sønderborg Sygehus behandlede de mig som en gravid, der bare skulle tage sig sammen og glæde mig over at jeg da kunne blive gravid (JA! Det sagde de ordret). Jeg har senere klaget over behandlingen, hvilket har resulteret i efteruddannelse af de sygeplejersker der arbejder med gravide til dagligt. Til min scanning i uge 20, på Kolding Sygehus (her havde jeg valgt at føde), kunne jordemoderen med det samme se, at der var noget HELT galt. Jeg havde ikke været på toilettet i 21 dage, var dehydreret og afkræftet. Jeg havde på dette tidspunkt tabt mig 10 kg. Jordemoderen forlangte at få mig indlagt med det samme, så der kunne komme styr på situationen. Jeg var indlagt i 5 dage, og blev herefter udskrevet til ambulant behandling flere gange i ugen.

Her sluttede mit forløb ikke. Det blev bedre fysisk, bevares, men gennem hele forløbet har jeg ikke kunnet lade være med efterfølgende at tænke, at ”systemet”, behandlerne og omverdenens forståelse har været lige så hård en kamp, hvis ikke hårdere, end selve Hyperemesis’en. Mødet med jordemoderen, der spurgte om jeg havde overvejet abort, mødet med sygeplejersken, der mente at jeg skadede mit barn, fordi jeg tog zofran, mødet med omverden, der sagde: ”åhh jeg kender det godt, jeg havde også kvalme i starten”. Lige meget hvor jeg vendte mig, var der en der såede tvivl om mit helbred eller fortalte mig hvordan jeg burde gøre. Imens havde jeg bare lyst til at skrige: ”NEJ, du kender det ik!”, ”NEJ! Jeg skader ikke mit barn”, og ”NEJ! Jeg har ikke overvejet en abort, for hvis jeg vil have børn, så er det her et vilkår!”.

Kort tid efter min graviditet valgte jeg at oprette en facebookside for andre i samme situation som mig. Selvom det er en sjælden lidelse, så er vi mange. Gruppen har nu nået 230 medlemmer i skrivende stund. At dele erfaringer, ”græde ud”, ved nogle der forstår, eller dele en indforstået ting med ligesindede gav ro. At se hvordan gruppen vokser, gør mig stolt. Jeg står nu her. Fire år efter. Vil gerne gøre min dejlige datter til storesøster, men jeg er bange. Jeg er bange for, hvad det vil gøre ved hende, bange for at være SÅ syg igen, bange for ikke at blive forstået og ikke mindst….bange for at det er nu min krop siger fra, og jeg bliver mærket for altid.

Jeg har forsøgt at bearbejde min graviditet på samme måde som man bearbejder sorg eller det at miste noget. Jeg havde den perfekte forestilling om, at jeg ville nyde graviditeten, at den ville være lykkelig. Den blev i stedet fuld af skam over ikke at glæde sig over det liv der voksede indeni, sorg over at have mistet den ”lykkelige” graviditet, og ulykke over ikke at blive forstået. Heldigvis endte den med, at jeg fik den største gave nogensinde…
Min elskede datter, Alba.