Hyperemesis gravi-hvadfornoget?

Hvis du har læst mit forrige indlæg, så ved du, at jeg i min nuværende graviditet har fået diagnosen Hyperemesis Gravidarum – I daglig tale HG.

For et par år siden, var HG ikke noget jeg kendte til overhovedet, og det er ikke spor mærkeligt, hvis du sidder og undrer dig over, hvad det er… Det er nemlig kun omkring 2% af gravide, der er så uheldige, at blive ramt.

Hyperemesis er en tilstand af meget kraftig kvalme og opkast, der bl.a. medfører dehydrering og ernæringsmæssige mangler. Derfor sker der naturligt også vægttab i forbindelse med HG. HG er IKKE at sammenligne med almindelig graviditetskvalme, og de almindelige velmenende råd (drik noget med brus, spis en kiks inden du står op/spis må løbende måltider, prøv ingefær, B6 vitamin osv. osv.), mild medicinering, akupunktur og lignende behandling virker desværre ikke en døjt.

Jeg lærte selv HG at kende, da vores gode vennepar ventede sig deres dreng for to år siden. Min veninde K blev ramt – og hun blev ramt hårdt! Hun var (og er) en lille, slank kvinde, så der var ikke meget at tære på. Hun var en af de meget få, der lider af HG under næsten hele graviditeten, og hun måtte indlægges i en periode, samt have sondemad i nogle måneder, for ikke at bukke under.  Jeg kan huske, at jeg havde rigtig ondt af hende, og det var tydeligt at se, at graviditeten var hård og tærede på hende. Samtidig priste jeg mig nok også lidt heldig over, at jeg ikke selv havde haft det problem i min egen graviditet året inden.
Vi prøvede at være forstående og støttende i vennegruppen, men vi forstod ikke helt hvilket helvede hun gennemgik – Det ved jeg nu! For HG er svært at forklare, for dem der ikke selv har prøvet det, og det findes (heldigvis) i forskellige niveauer.

Min egen HG-historie – so far…

Tilbage i midten af december begyndte jeg at blive ramt af kvalme. Det var jeg forberedt på ville ske, så jeg tilskrev det almindelig graviditetskvalme. Der var dog en ting, der var irriterende – jeg kunne ikke “spise det væk”, sådan som jeg kunne i min graviditet med William… Hen over julen begyndte kvalmen at blive værre, og juleaften kunne jeg slet ikke spise mere end et par mundfulde julemad – og jeg ELSKER ellers julemenuen (Min mand laver bl.a. verdens bedste andesteg!). Vi var taget i mine forældres sommerhus ved vesterhavet et par dage før jul, og tilbragte juledagene samt nytår derude.  Normalt går vi en masse ture, og kører til Ringkøbing og Hvide Sande, men jeg måtte bruge en stor del af timerne liggende i en seng. Mine forældre kom ud til os i nogle dage, og et af de normalt gode råd mod graviditetskvalme, er frisk luft – “det skal bare løbes væk”. Så min far, min mand og jeg trak i løbetøjet, mens min mor passede William. Planen var en stille og rolig 5 km tur, da jeg ikke rigtig havde fået trænet i december på grund af den stigende kvalme. Kvalmen fulgte mig fra starten, og inden vi var halvvejs på turen, måtte jeg begynde at tage gåpauser, for at kæmpe mod kvalmen. På hjemturen kunne min mave ikke klare mere, og der midt i det åbne hedelandskab, måtte jeg “hilse på Ulrik”… Min far var allerede løbet langt i forvejen, men min mand havde heldigvis holdt lidt øje med mig, og kom tilbage og fik samlet sin rystende og storsnøftende (læs: tudende) kone op og hjem. Resten af dagen foregik på sofaen… Det var der jeg første gang blev bevidst om, at min kvalme altså var en større udfordring, end jeg først havde tænkt.

Da vi ramte januar, blev jeg for alvor slået bagover af kvalmen. Jeg begyndte at kaste op oftere, jeg var begyndt at fryse hele tiden, og jeg fik “anfald” af svimmelhed, rysteture og voldsom kvalme – meget i stil med en heftig influenza, der bare ikke vil gå over. Hver gang jeg stod op/gik rundt eller bare sad op, så ramte kvalmen mig som en hammer.  Det eneste der hjalp, var at ligge ned – på den måde kunne jeg holde min krop i “grundkvalmen”, som jeg kalder det – et niveau, hvor kvalmen mere eller mindre er der hele tiden, men den bare ligger som en kugle i toppen af maven, og hvor jeg kan navigere i den.

Efter en uge, hvor jeg stort set ikke havde forladt min seng, klagede jeg min nød til min mor (igen). Jeg havde snakket med sygeplejersken hos min egen læge, der afskrev det som almindelig graviditetskvalme, og det gik jo snart over, for nu var jeg snart i slutningen af 1. trimester – men jeg kunne da komme ind til dem til en akupunkturbehandling i slutningen af ugen. Min mor er praktiserende læge, og det kan både have sine fordele og ulemper – men oftest er det godt, og det var det også der. Hun tog mig seriøst, og skaffede mig lynhurtigt en tid hos Klinik for Gravide på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Faktisk var hun så hurtig, at hun ringede og meddelte, at jeg havde fået en tid samme dag kl. 11:45 – der var klokken lidt i 11, og jeg stod (lå) i Malling – vel at mærke små 40 minutters bilkørsel fra Skejby. Min mand var på arbejde, det ville tage halvanden time med bus, og en taxa ville være pænt dyr. Heldigvis har jeg nogle forældre, der virkelig slår til når det gælder, og min far smed alt hvad han havde i hænderne og udskød et møde for at køre ud og hente mig, og følge mig til sygehuset. HELDIGT at mine forældre også bor ved Aarhus!

På Skejby blev jeg mødt af en jordemoder, der tydeligvis var vant til at tage sig af gravide i samme situation som mig. Hun tog sig god tid, og lyttede til hvad jeg havde at sige. Jeg skulle svare på en masse spørgsmål, hvor svarene røg i enten grøn, gul eller rød kategori – gæt én gang, hvad der var bedst. Mine svar endte hovedsageligt i rød og nogle gule – de grønne var der ingen af. Jeg blev sendt en tur på vægten og ud og lave en urinprøve – to ting, der nu er blevet en rutineting… Jeg blev sendt hjem med en ny tid ugen efter, besked på at tage B6 vitamin og Marzine (en søsygetablet/antihestamin) samt en masse sedler med tips til, hvad der er godt at spise som småtspisende og tricks mod kvalme. Desværre havde ingen af tingene virkning – ud over at Marzinen gjorde mig voldsomt svimmel og døsig. De næste par uger kom jeg på Skejby en gang i ugen, og tiden gik med at teste forskellig medicin. Derudover var jeg tre gange ved egen læge og få akupunktur mod kvalmen. Intet virkede.

Til sidst ordinerede de mig Ondansetron, som egentlig er noget medicin man giver mod kvalme hos kemopatienter. Det tog lidt tid at komme højt nok op i dosis til at det gjorde en forskel, men jeg er nu nået dertil, hvor det tager toppen af kvalmen og det har mindsket antallet af opkastninger. Det er ikke et mirakelmiddel, men det er det eneste der har hjulpet bare lidt… Bivirkninger: Hovedpine og forstoppelse. Så tre magnesiatabletter inden sengetid er også blevet rutine.

Jeg har dog den udfordring, at jeg hverken spiser eller drikker nok. Jeg indtager ca. 50% af hvad jeg plejede at gøre før kvalmen, når det drejer sig om mad. Nogle dage mindre. På en god dag kan jeg komme op på ca 800 ml væske – og med væske mener jeg enten kakao, saft (koldt!) eller æblejuice. Og det skal være med sugerør. Det er det eneste jeg kan holde nogenlunde i mig – hvis jeg skejer lidt ud, så er det iste eller faxe kondi. Men så er det også vildt! Den manglende væske, gør mig yderligere svimmel, så den spiral er ikke så god. Derfor har jeg siden starten af februar fået væskedrop. 2 liter pr gang, 2 gange i ugen. Jeg er åbenbart svær at stikke i, så det er altid et være bøvl med at få lagt venflon, og jeg har efterhånden vendet mig til at være nålepude. Godt jeg ikke er bange for nåle!

Status pt. er, at jeg netop er gået ind i 17. uge, og der er ingen tegn på bedring. Heldigvis er jeg i den “lettere ende” af HG og det kan vende næsten på en nat, så jeg håber tiden er med mig, og at det skifter lige om lidt. Indtil da, er jeg fast på Skejby to gange i ugen, hvor jeg jo får væske og bliver målt og vejet. De vil gerne have mig til at teste, om jeg kan gå lidt ned i min dosis Ondansetron, da det er rigtig hårdt for maven. Derudover kæmper jeg en kamp med mig selv, for at spise og drikke lidt mere. Det er bare svært, når meget af hvad der kommer ind ryger op igen – så føles det lettere bare at lade være. Her kæmper mit hoved virkelig mod min krop! Jeg føler ingen trang til mad og drikke, så alt hvad jeg indtager er, fordi jeg ved, at jeg skal. De der famøse graviditets-crawings må godt tage og ramme mig! Målet i denne uge er at prøve at nå op og drikke over en liter -helst helt op på 1200 ml. Desuden er målet, at jeg ikke har tabt mig yderligere på fredag, når jeg skal vejes. fra jeg startede på Klinik for Gravide og til nu, har jeg tabt gennemsnitligt 1/2 kg i ugen – jeg var ikke et lille nips, da jeg blev gravid, så det er ikke farligt for mig, men jeg udskiller noget der hedder ketoner i urinen (tegn på sult i kroppen), og det er ikke super godt for baby i maven. Så jeg håber, at vægten på fredag er stabiliseret.

I alt det her, står min mand og søn på sidelinjen og er mega søde, seje og kærlige – uden min mands støtte, havde det her forløb været håbløst. Det kommer der et skriv om en anden dag…

Har du været eller er du ramt af HG? Eller kender du en? Så vær ikke bleg for at dele det – og du er velkommen til at stille mig alle de spørgsmål, du overhovedet orker. Du er ikke alene <3

#Hyperemesisawareness

 

Lidt fakta:

• Kvalme forekommer i 50-90 % af alle graviditeter, mens opkastning forekommer hos 25- 50 %. De fleste studier finder en incidens på HG på omkring 0,5-2 %, men en incidens helt op til over 3% er beskrevet.
• Debuterer typisk før 9. graviditetsuge og remitterer inden 20. uge. Oftest er symptomerne sværest i 9. uge. Hos omkring 10-20 % fortsætter tilstanden igennem hele graviditeten.
• Et videnskabeligt studie har påvist, at kvinder med HG har et kost- og næringsindtag på under 50 % af det anbefalede daglige behov for gravide.
• Op til 18 % af patienter med HG opfylder alle kriterier for post-traumatisk stress syndrom. Ikke kun i graviditeten, men også efter fødslen kan der opstå problemer associeret med PTSS. Man bør derfor være særligt opmærksom på evt. behov for psykiatrisk støtte og behandling.
• Over en tredjedel af de kvinder, der har oplevet HG, ønsker ikke at blive gravide igen. Blandt kvinder, som ringede til en hyperemesis hotline i Amerika og Canada, havde 16,3 % overvejet abort pga. kvalme og opkastninger.
• Der findes ingen internationale retningslinjer om forebyggende behandling mod HG.
• DSOG vedtog guidelines for behandling af hyperemesis gravidarum i januar 2013. Behandlingsstrategier m.m. kan læses her: http://dsog.dk/sandbjerg/Hyperemesisgravidarum.pdf

Det kendes ikke en bestemt årsag til udviklingen af graviditetskvalme. Meget tyder på, at årsagssammenhængen er multifaktoriel. Blandt teorierne er følgende:

• Humant choiron gonadotropin (hCG): flere faktorer peger på, at hCG spiller en rolle. For det første forekommer HG hyppigere ved flerflodsgraviditeter og mola, hvor hCG-niveauet er højt. For det andet er der en stærk tidsmæssig sammenhæng mellem stigningen i hCG i starten af graviditeten og debut af HG.
• Østrogen: kvalme er kendt som en almindelig bivirkning til behandling med østrogener. Det er derfor nærliggende at forestille sig, at stigningen i østrogen i graviditeten kunne være en del af forklaringen på udviklingen af HG.
• Gastrointestinale faktorer: meget tyder på, at særlige forhold i mavetarmkanalen under en graviditet spiller en rolle.
• Helicobactor Pylori-infektion: 90,5% af kvinder med HG er blevet fundet Helicobactor Pylori-positive, mod 46,5% hos en kontrolgruppe. Altså en klar association mellem HG og H. Pylori infektion
• Føtalt køn: et studie har vist øget sandsynlighed for et hunligt foster hos kvinder indlagt for HG sammenlignet med gravide kvinder i rask kontrolgruppe. Relationen mellem HG og føtalt hunkøn kan muligvis skyldes øget østradiol-koncentration hos moderen ved graviditet med hunlige fostre.
• Flerfoldsgraviditet: HG ses også hyppigere ved flerfoldsgraviditeter samt ved førstegangsfødende

(Lånt fra Jordemoderforeningen.dk)