Nedsmeltning – og at turde be’ om hjælp

Jeg havde egentlig tænkt, at mit næste blogindlæg, skulle handle om noget positivt, og være mere ovre i min nørdede hobby omkring vikler eller andet – ligesom det også skulle have været skrevet i sidste uge.

MEN nogen gange vil livet det anderledes, og den sidste halvanden uge har været overlevelse, så nu bliver det altså det, indlægget kommer til at handle om…

Sidste fredag sad jeg på Skejby (igen igen), og var ret skidt – sygeplejersken, der er den ene af de to, der overordnet følger mit forløb, var ikke tilfreds med min manglende fremgang, og valgte derfor at skifte mig over på en anden type medicin.
Det nye middel, som vi skulle teste – og som var det eneste de manglede at afprøve på mig – er noget der hedder Klorbutol. En stikpille (jep, hurra!) der, udover det stof, det er navngivet efter, også indeholder store mængder koffein. Pillerne fremstilles særligt til Hyperemesis-behandling på Skanderborg Apotek, og er for nogle lidt af et vidundermiddel. Håbet var selvfølgelig, at det også ville gælde mig. Well… Nu ved jeg da, at Ondasetronen, som jeg tog forinden, havde en større virkning, end jeg var klar over. Hen over weekenden blev jeg kastet tilbage til min “baseline” så at sige, for stikpillerne havde absolut ingen virkning på mig, og mine opkastninger blev betydeligt værre – ALT kom op igen. I troen på at den nye medicin ville være fantastisk, havde jeg aftalt med sygeplejersken, at vi skulle forsøge at strække min tid indtil fredag en uge senere. Ha – den gik så ikke! Mandag aften havde min søde mand en stortudende, afkræftet kone til at sidde sammensunket på køkkengulvet – alene det at løfte et glas saft op til munden var uoverskueligt. Ynkeligt? Øhm, ja…

Ok – der var ikke så meget at diskutere – jeg måtte ringe til Skejby tirsdag morgen, for at få tid til væske og en snak om det der medicin. De er heldigvis søde på Klinik for Gravide, og der var intet problem – jeg skulle bare komme ind, så snart jeg kunne. Et kilo var røget fra fredag til tirsdag, så jeg blev skiftet tilbage på den “gamle” medicin og fik et ordentlig skud væske, der heldigvis hjalp mig op til overfladen igen. Ulempe: Normalt skal man trappes langsomt ud af Klorbutol, da koffeinmængden er så høj som den er – jeg gik fra 2 i døgnet til 0 = HEJ HOVEDPINE! Men når man står i det andet, og kvalmen til gengæld letter, så er tre dages tung hovedpine klart at foretrække. Her kunne historien godt have sluttet i denne omgang, men skæbnen er jo kendt for at være ironisk, så nej…

Natten til mandag vågnede Michael med feber og rystetur. Den famøse influenza, der er i omløb havde ramt ham – med alt hvad den indebærer. Natten var LANG, og han var rigtig skidt. Samtidig med det, var jeg ikke til megen hjælp, så at putte ham under nogle ekstra tæpper og hoppe under samme dyne, var lidt hvad det kunne blive til. Arbejdet kaldte næste morgen, og han synes han havde det lidt bedre – så afsted med William i vuggestue og Michael på arbejde…Feberen kom dog tilbage igen i løbet at dagen. Nåh ja – det var forresten vores 1/2 års bryllupsdag. Sikke en fejring!

Tirsdag blev som sagt brugt på Skejby, og vi blev enige om, at det var godt at ingen af os skulle noget onsdag, for så kunne William være i vuggestue, mens mor og far kunne ligge under hver sin dyne og være syge. JINX

Tirsdag aften var William lidt varm og pylret, og klokken halv fire om natten vågnede han med knap fyrre i feber og hoste. De næste to timer gik med at få ro på den lille mand, og halv seks om morgenen lykkedes det ham at falde i søvn op ad mig i Michaels og min seng, mens farmand rykkede på sofaen.

Hvis jeg siger, at vi var pressede, er det nok en underdrivelse.

Jeg har altid set mig selv, som en stærk person, og en af de ting jeg kan have svært ved, er at bede om hjælp. Sådan rigtigt altså. Det føles enormt sårbart for mig, for jeg synes jo, at jeg burde kunne klare tingene selv. Efter jeg er blevet mor, er jeg blevet mere bevidst om dette, og især i mit HG-forløb, er jeg blevet opmærksom på min egen sårbarhed – følelsen af utilstrækkelighed, er en ting der har fyldt meget de sidste par måneder, og jeg arbejder på at acceptere, at der lige nu er ting, jeg bare ikke kan. Heldigvis er det en midlertidig situation, hvilket letter processen, men for at være ærlig, så er det pisse hårdt.

Derfor faldt følgende besked mig på ingen måde naturligt at sende ud:

Klokken var tyve minutter i seks om morgenen, så der var naturligvis ingen, der så den lige med det samme. Jeg nåede faktisk, at blive helt nervøs for, om der overhovedet ville være nogen, der svarede.

Det er egentlig skørt – det der med, at der er så svært at bede om hjælp. Beskeden blev sendt til nogle venner og familie, og da folket først var stået op, så kom der masser af søde tilkendegivelser. Ikke alle kunne springe til (hvilket jeg heller ikke forventede), men positive tanker betyder også meget! Mine forældre bød ind samme dag, og min mor kom og hyggede med William i et par timer frem til hans middagslur, og om eftermiddagen hentede min far ham, og så sov William ved mormor og morfar, så vi voksne kunne få sovet ud. Torsdag kom en af mine veninder og foldede vasketøj, medbragte kage og gik tur med William, da han skulle sove. Fredag var der også budt ind på pasning, mens jeg skulle på Skejby – det kiksede dog (én sov over sig), så det endte med at blive familietur til sygehuset. Lørdag kom en anden veninde og sørgede for at putte mad og drikke i mig, mens hun ordnede køkkenet og svingede støvsugeren, og søndag stod min lillebror stand by til at underholde familiens yngste. Og flere havde budt ind… Alt sammen GULD værd <3 (TAK til jer, hvis nogen af jeg læser med!)

Konklusionen må være, at vi er omgivet af en masse gode mennesker, og det er de færreste der ikke VIL hjælpe. Det ved jeg da også fra mig selv – hvis nogen af mine kære, spørger mig om hjælp, så vil jeg gøre alt for at løfte dem. Hvorfor er det så sårbart, at bede om det samme retur? I mit tilfælde, var der heldigvis ingenting at frygte.

Vi kom igennem ugen – takket være vores skønne hjælpere (redningsmænd/kvinder), og i dag var både Michael og William tilbage på banen igen.

 

Hvordan har I det med, at spørge om hjælp? Både i hverdagen, men især også når livet giver lidt ekstra modstand..?