2. gangs gravid – no problem, det har jeg jo prøvet før…

I december 2014, var min kæreste (nu ægtefælle) og jeg ude og spise romantisk middag.
Vi havde været kærester i lidt over to år, boet sammen en stor del af tiden, og snakken havde i en periode kræset omkring “det der med børn”. Lige der, henover bøffer og italiensk pasta, blev vi enige om, at vi var klar. Få uger senere lod jeg være med starte op på næste pakke p-piller, og vi gik efter devisen – det kan jo godt tage lidt tid før det lykkes. Vi har ikke travlt… Little did we know!

D. 13. februar stod jeg med en positiv test i hånden – første hug. Bum! (irriterende type, sorry…)

Glæden var selvfølgelig stor, og nu startede hele rumlen med kontakt til læge, scanninger og så videre…

Jeg havde, hvad jeg vil kalde en problemfri graviditet. Første trimester havde jeg en smule kvalme og var enormt træt, sådan helt ind i min grundvold. Men det er jo alt sammen noget, der står som almindelige gener i første trimester, og da jeg nåede 2. trimester var både træthed og kvalme væk som dug for solen.

Jeg arbejdede videre på mit studiejob i Musikhuset Aarhus, og turnerede rundt som forestillingsleder på en teaterkoncert. I løbet af foråret skrev jeg min bachelor i Dramaturgi, og da økonomien lige skulle nå at se pæn ud, inden babys forventede ankomst i oktober, så tog jeg mig også et sommerjob i et ishus – et job, der indebar en cykeltur på 12 km hver vej og 9 timers vagter, hvor jeg mere eller mindre stod/gik konstant.

Så langt så godt – det magiske 2. trimester passede mig SÅ fint.

Maven voksede, og det samme gjorde jeg. Jeg havde ikke som sådan cravings, med undtagelse af en kraftig trang til træstammer (kagen altså), men den søde tand fik lov at råde lidt for meget (gravid og ishus, you do the math…). 25 kg sneg sig på min krop henover graviditeten, og dagen før jeg fødte nåede vægten at sige 101 (!) kg. Det var selvfølgelig ikke det fedeste i verden, når man, som mig, er en der altid har skulle kæmpe for at holde vægten nede (mere om det en anden gang). Men jeg var nu egentlig fortrøstningsfuld og sikker på, at jeg nok skulle få smidt den vægt igen.

Med den øgede vægt, og det høje fysiske aktivitetsniveau, fik jeg nu lov at mærke den mindre sjove side af at være gravid. Min iskiasnerve begyndte at sætte sig i klemme, og når den gjorde, så forsvandt mit højre ben under mig. Til sidst kunne jeg ikke gå mere end nogle hundrede meter ad gangen, før kroppen blev overbelastet, og mit aktivitetsniveau gik så godt som i stå den sidste måned – det var også der de sidste 10 kilo sprang på mig. Det var i sagens natur ikke det sjoveste, men min krop var jo ved at producere en baby, og min kæreste var fantastisk til at hjælpe mig op og ned ad trapper, ind og ud af sengen og diverse. De sidste par uger følte jeg mig som en hval og nu måtte den baby godt snart tage og rufle ud…! (En følelse jeg tænker, mange gravide har haft)

D. 22. oktober, på selve terminsdagen, kom min søn så til verden ved en fødsel, der startede godt og sluttede skidt – men den historie er et kapitel for sig selv. Ud kom han i hvert fald, og i dag har jeg en sund og rask og helt fantastisk lille dreng <3

Min mand og jeg har hele tiden vidst, at vi ville have mere end et barn, og for et års tid siden begyndte vi så at snakke mere seriøst om en søster eller bror til William. Vi stod dog med et bryllup foran os i august 2017, hvor den ikke fik for lidt, og jeg ville gerne kunne nyde dagen fuldt ud, så “projekt baby” blev udsat til efter brylluppet.

Pga. min overordnet gode graviditet med William, havde jeg på intet tidspunkt tænkt, at næste omgang kunne blive et problem, og derfor blev p-pillerne igen lagt på hylden efter brylluppet. Min eneste tanke omhandlede timingen i forhold til min uddannelse. Jeg er nemlig kandidatstuderende, og det er meningen, at jeg bliver færdiguddannet Dramaturg til sommer. Så med tanke på, hvor hurtigt det gik med at blive gravid første gang, var jeg lidt bekymret ift hvorvidt jeg kunne nå mit speciale.

I slutningen af november fik vi så en tidlig julegave i form af en positiv graviditetstest, og med termin sat til d. 7. august, så kunne vi ikke have skemalagt det bedre selv. Den graviditet kunne bare komme an!

Jeg var klar på 1. trimesters udfordringer, og med eksamener i slutningen af januar, så kunne jeg jo fint nå over det værste – desværre ville skæbnen det anderledes, og i takt med at december gik, fik jeg mere og mere kvalme og opkast. Mellem jul og nytår fik jeg det fortsat værre, og vores juleferie i sommerhus blev mere eller mindre brugt på at ligge i sengen. Jeg var forvirret! Det her var slet ikke som jeg havde regnet med eller forventet ud fra mine tidligere erfaringer – hvad foregik der?

D. 8. januar måtte jeg kapitulere, og heldigvis er min mor både skarp og praktiserende læge, så hun sendte mig ud på “Klinik for gravide” i Skejby. Diagnosen lyder: Hyperemesis Gravidarum – ekstrem graviditetskvalme. Vi kan ikke sige noget om, hvorfor du har det, eller hvornår det går over. Potentielt kan det vare hele graviditeten.

Velkommen Fru 2.gangsgravid…