En hyldest til fædrene i mit liv

Hvis det på magisk vis er lykkedes nogen at overse det, så er det i dag “Fars dag”.
Det er egentlig ikke en dag, vi i min familie nogensinde har gjort det store ud af – af en eller anden grund har “Mors dag” altid været fejret lidt mere – men mest af alt bare markeret med en blomst eller en hilsen.

Efter jeg selv er blevet mor, har dagene pludselig fået lidt større betydning – dog ligger mors dag næsten altid oven i min fødselsdag, og fars dag er ret tæt på min mands fødselsdag. Ikke desto mindre, så er det en fin anledning til at sende vores kære forældre, partnere (når nu børnene ikke er helt gamle nok til at fejre dem) mv. en kærlig tanke. Kærlige tanker kan man jo aldrig få for mange af <3

Min svigerfar
I år er fars dag lidt anderledes – for i vores lille familie mangler der for første gang én af de tre fædre, som vi normalt ville fejre. Min svigerfar Flemming måtte i sensommeren forlade os før tid, kun 13 dage efter Michaels og mit drømmebryllup, da der alt for sent blev opdaget cancer i størstedelen af hans krop. Den fortælling må komme en anden dag, men faktum er, at han er enormt manglet og savnet – og at vi i dag må nøjes med at skænke ham en tanke og drikke en skål for ham.

Min svigerfar var en mand af få ord, men bund reel, kærlig og jeg kan ikke mindes nogensinde at have set ham ophidset eller vred.  Han var en god og rar mand, der tog imod mig med åbne arme og åbent hjerte. Han var den bedste farfar, jeg kunne ønske til William, og han var aldrig for god af sig til at give en hjælpende hånd, køre en tur fra Esbjerg til Aarhus for “lige at sørge for at vi kom ordentlig hjem”, når vi havde været på besøg (før vi selv fik bil). Den ellers fåmeldte vestjyde åbnede op, når hans svigerdatter med det aarhusianske snakketøj kom forbi, og han lod mig gå ind i familien “med træsko på”, som han selv udtrykte det i sin tale til Michaels og mit bryllup. Til brylluppet var vi lykkeligt uvidende om, hvad der skulle ske lige efter, men den dag i dag, er jeg dybt taknemmelig for, at han nåede at være med til vores store dag, at han så sin søn komme “godt på vej” og at han fik budt mig helt officielt velkommen i familien.

Glædelig fars dag svigerfar – hvor end du er…

Min søns far og mit livs kærlighed
Min mand har ingen far at fejre i år, men han står samtidig selv som far til snart to små skønne unger. Det må uden tvivl være en lidt ambivalent følelse, som jeg kun kan forsøge at sætte mig ind i, men nok ikke helt forstå til fulde – for jeg har gudskelov stadig mig egen far endnu. Min mands vej ind i forældreskabet har på mange måder været turbulent. Graviditeten med William var planlagt, men fødslen gik ikke som forventet, og Michael oplevede at stå i en situation, hvor han var sendt i hælene på sit barn ned på neonatalafdelingen og så blive ringet op med info om, at jeg var kørt akut på operationsstuen pga. blødning. Den efterfølgende uge blev tilbragt på Skejby Sygehus. Tillykke, du er blevet far! (Heldigvis endte den historie godt). Under en uge efter hjemkomst og “nu skal vi i barselsboble”, blev Michaels mor kørt akut til Odense sygehus pga. adskillige aneurismer, og hun endte med at ligge en måned i koma, hvor vi ikke vidste, om hun nogensinde ville komme op til overfladen igen. Det gjorde hun heldigvis, men lige siden den gang har familien været ramt af sygdom gang på gang, og hver gang vi har troet, at NU er det overstået, og vi kan komme tilbage i en normal hverdag igen, har der været noget nyt, der kom og overmandede. Senest kom min Hyperemesis.
De sidste 2-3 år har været fyldt med følelser i alle ender af registeret, men til trods for modgang, er min mand aldrig vaklet i sin rolle som far. William forguder ham, og synes at farMAND er den sjoveste, der findes. Han er kærlig, og selvom hans tålmodighed kan blive sat på prøve, så finder han altid en vej til at give vores søn den omsorg, der skal til og samtidig lede William på rette vej, så vores søn forhåbentlig bliver ligeså klog, velopdragen, kærlig og fuld af spas som sin far. Det sidste halve år, hvor jeg har været sat voldsomt ud af spillet pga min Hyperemesis, har Michael stået for ALT herhjemme. Han har både passet arbejde, hus, madlavning, hentet og bragt, puttet og leget med William, og samtidig passet mig. Der har været nok og se til, men han har klaret det, og jeg er taknemmelig for, at det er den mand, jeg har valgt at tilbringe resten af mit liv med.

Kære Michael. Wille og jeg elsker dig – Glædelig fars dag <3  Lillesøster kan roligt glæde sig til, at få dig som far!

Min far = Pops
Min mand og min far er på mange måder enormt forskellige – men én af de ting, deres historier som far har til fælles, er at stå med en fødsel, der ikke går som planlagt, og med frygten for at skulle stå alene med sin førstefødte.
Min mors og min fødsel har mange paralleller, hvilket i sig selv kan være voldsomt, og ganske kort tid efter jeg var født, blev min mor alvorligt syg pga en tarmsygdom. Det betød, at min far stod alene med mig i en periode, hvor han som nybagt far måtte regne ud, hvad hulen man stiller op med sådan et lille spædbarn, når mor ikke er i nærheden. Det kan ikke have været let, men min start på livet, har gjort, at jeg som barn altid har været “fars pige”. I mine voksne år er jeg blevet ligeså meget min mors, men der er ingen tvivl om, at min far og jeg var et lille team, og min personlighed minder mest om min fars. Min far har kørt mig land og rige rundt til utallige ridestævner, da jeg var ponyrytter, hængt mine lamper op, lært mig at samle ikeamøbler, rettet mine skoleopgaver kl. lort om natten, kørt alle mine møbler tur/retur til Göteborg, hentet mig i byen, når jeg var teenagefuld og er sprunget til hvis tingene er brændt på for mig. Han er min trofaste akkompagnatør på guitaren, ham man går til når der skal ske “vilde ting” som klatring, kajakroning, mountainbiking, stå på ski, en luftetur på motorcyklen, dykkes – you name it: til lands, til vand og i luften… (Min far er muligvis igang med at udleve sin anden ungdom efter min lillebror og jeg flyttede hjemmefra 😉 ). Han er min sparringspartner, når jeg vover mig ud i ledelsesverdenen (på det profesionelle plan) men også ham, jeg stadig kan putte mig ind til på sofaen til filmaften. Bliver man nogensinde for gammel til, at der er nogen, der er “mere voksne” end en selv, eller til at få en ordentlig krammer af sin far? Jeg håber det ikke… At min far ovenikøbet også er en mega sej morfar, der ifølge William har verdens hurtigste bil, og som både skifter bleer, giver svingture og en sang med guitarspil – ja, jeg klager ikke… Sidste sommer fulgte han mig op af kirkegulvet, og jeg kan stadig mærke min hånd i hans lige inden døren til kirken gik op – tryghed, kærlighed men også en accept af, at jeg ikke kun er hans lille pige længere. Om lidt kommer der en anden lille pige ind i hans liv, og jeg er sikker på, at hun vil få ligeså meget kærlighed fra ham, som jeg selv.

Jeg elsker dig Pops – glædelig fars dag… og tak <3